Ovnen tændes på 200 grader. I et fad lægges 1 rødløg i tern, 1 fed hvidløg i skiver, samt 400 g rå rødbeder i kvarte og måske også en pastinak. Tilsæt 1 tsk. sukker, 1 tsk. salt og lidt peber. Fadet dækkes med stanniol og bages ca. 40-45 minutter i ovnen til det er mørt.
4-5 blade husblas i blød i koldt vand i ca. 5 minutter. Det overskydende vand vrides af og husblassen opløses i 2,5 dl. varm bouillon gerne fra en kogt kylling og sættes derefter til afkøling.
Rødbeder, løg, hvidløg puttes i en foodprocessor sammen med en god håndfuld krydderurter (jeg valgte at tilsætte revet peberrod i stedet for krydderurter) og saft fra 1/2 citron. Bouillonen hældes i, og der køres til det har fået konsistens af en fin pure. Smag til med sukker, salt, peber og evt. mere citronsaft og peberrod.
Pisk 3 æggehvider i en ren skål til de er stive og vend dem forsigtigt sammen med den afkølede rødbedeblanding.
Hæld moussen op i den skål, du vil servere den i og sæt den i køleskabet i min. 4-5 timer, gerne længere. Jeg besluttede mig for at servere min som en "rødbederand".
Da moussen var klar rørte jeg 130 g blød gedeost med lidt græsk yoghurt og citron til det fik en formbar konsistens. Jeg formede det til små kugler, som jeg pyntede randen med, sammen med dild og citronbåde.
Børnene spurgte - med håb i stemmen :) - om det var en kage, men det gled da ned, også selvom det var i en noget sundere kategori!
Rødbedemoussen blev serveret sammen med årets første nye (udenlandske :)) kartofler, og de klædte hinanden. Jeg valgte at servere den til en frokost med confiteret andebryst.
Σχόλια